På tur til Iringa

I april har vi haft meget program på hernede i Tanzania, som bl.a. har inkluderet familiebesøg, safari og påske. Derfor bliver de næste indlæg delt lidt mere op. Helt i starten af april, d. 5., begyndte vi en 9 dages tur fra Kipili, som skulle starte i Iringa. Først kom vi over Sumbawanga med bus. Her tog vi en overnatning og brugte dagen på at hygge os på markedet med færingen Olivia og om aftenen spiste vi sammen med Thomas, de to færinger, Peter og Olivia, og de to finnere, Antti og Viktor. Det blev en super hyggelig aften, men vi var dog ret trætte.

Vi skulle tidligt op for at komme med bussen til Mbeya kl. 05.30. En tur på 8 timer, men den virker sjovt nok ret hurtig, da vi har været på en bustur på 15 timer før. Det var helt dengang for 4 mdr. siden da vi skulle køre mellem Dar es Salaam og Mbeya. Tilbage til Mbeya i denne omgang, hvor vi var lidt spændte på at komme frem. Sidst vi var i Mbeya var vi stadig nye i Tanzania. Vi kom og tog af sted mens det var mørkt, så Mbeya var ikke den fedeste by for os dengang. Heldigvis var indtrykket et helt andet da vi kom denne gang. Dog startede det lige med en times besøg på en lille klinik, da jeg blev nødt til at tage en malaria- og tyfustest. Først skulle jeg sige mit navn og jeg tror at det er første gang, at Maria Lauridsen er blevet til Mariam Laurence, men så er det jo bare mit navn på den klinik her. De krævede et par prøver og kunne bagefter fortælle mig at jeg ikke havde malaria, men de var lidt i tvivl om tyfus. Heldigvis var også den negativ og vi manglede bare ordentligt søvn og hvile. Her i Mbeya skulle vi også hæve penge og her kan jeg næsten prale af at have mødt præsidenten – næsten kun J. Henriette hævede penge og imens kom en mand hen til mig og spurgte mig hvad vi lavede her i Tanzania. Her var vores pas snart ved at løbe ud, så vi skulle kun være turister – og det benyttede han sig af og sagde: ”Jamen jeg er jo præsident her i landet. Jep, jeg er præsidenten.”. Vi nikkede bare fint og lød overraskede og så fik han da lige et selvtillidsboost. Utroligt at han tror at han kan bilde os det ind :-D!. Aftenen sluttede med en god omgang aftensmad med meget dramatisk kinesisk dramaserie i baggrunden J.

Sådan ser hånden ud efter en blodprøve

Mbeya viste sig at være en rigtig rar by, som vi skulle overnatte i til mandag d. 7.. Her skulle vi igen tidligt op fra morgenen, kl. 04.45, hvor bussen gik mod Iringa. Nøj, for en luksusbus! Hernede har jeg ikke set noget lignende og den hamlede helt op med en dansk luksusbus, så det var næsten ærgerligt at turen til Iringa kun tog 4-5 timer. – men vi klager ikke, for busturen var præget af solopgang med Westlife og Celine Dion til J.

Om formiddagen d. 7 ankom vi til Iringa og skulle finde det hotel, som vi havde booket over telefonen. Først fik vi en taxi, som ledte os til et sted midt inde i byen. Her fik vi dog beskeden om at hotellet var lukket ned. Det er løgn var vores første tanke, for nu ville vi egentligt bare finde frem. Heldigvis viste det sig at hotellet bare havde flyttet og vi blev vist frem til hvor det nu rigtigt var. Her var en stor dobbeltseng og fællesbad til vores værelse, men ikke til Henriettes forældres værelse, så det var ganske fint. Henriettes forældre landede i Dar es Salaam denne mandag og dagen efter, d. 8., skulle vi mødes i Iringa. Så vi havde dagen til at undersøge gode spise- og indkøbssteder i Iringa. Måske undersøgte vi det en tand for grundigt, for allerede da denne dag lakkede mod enden havde vi købt lidt for godt ind af souvenirs og havde siddet 2 timer på en rigtig god og europæisk café i midtbyen. Det betød af aftenen egentligt bare skulle stå på Pringles til aftensmad og en bog, men fornuftige som vi er tog vi selvfølgelig ud og købte lidt brød.

Efter aftensmad den aften faldt vi i snak med hotellets bestyrere, Titho og Michael. Vi snakkede egentligt først om vores arbejde i CC og ikke særlig langt inde i samtalen begyndte de to helt at hoppe af begejstring. De kører nemlig også en Cheke Chea med 400 elever og havde behov for gode idéer til at gøre deres CC til den bedste. Det var virkelig fedt at møde den form for begejstring og lyst til at gøre det godt, for det mangler vi bare lidt af i vores Cheke Chea. Lige for tiden har Exilda, lederen, nemlig en meget lad attitude – men mere om det senere.

Iringa busstation

Henriette med grøntssagstærte og kaffe på den gode café

D. 8. blev en glædens dag. Nok mest for Henriette og hendes familie, da vi alle sammen mødtes i Iringa. De kom dog først hen ad eftermiddagen, så Henriette og jeg brugte lidt tid på at shoppe igen og spise på den gode café. Kl. 15 kom en blå JM Luxury bus så kørende ind på Iringa busstation og ud steg 3 kridhvide danskere med alle deres mange kufferter. Vi havde fået Michael fra hotellet til at tage med os ned for at hente dem i hotellets bil og det var vist også godt nok, for de havde mange ting hjemmefra med til os. Vi blev kørt til hotellet og fik et lille hvil med en kop the her før Henriette, Thomas og jeg måtte af sted efter busbilletter til turen til Mbeya. Det forgik på en pikipiki ned til en anden busstation og så var den klaret. Det var ret fedt at have følelsen af at vi selv kan begive os rundt på hele den tur her!

Om morgenen d. 9. skulle vi af sted til Titho og Michaels Cheke Chea, som de sagde lå højst 30 min ude fra byen. Prøv to timers kørsel. Det var lige lidt mere end vi havde regnet med, men specielt Henriette og jeg glædede os til at komme frem til den og se hvad de havde gang i der. Bilen var ret lav, så den sad oveni købet fast, men heldigvis var der ikke længere end at man kunne gå det sidste stykke. Vi kom frem til en ret fin bygning og indeni sad kun 80 små Cheke Chea elever samt en lærer. De var ret skønne og efter en rundvisning på skolen gik vi i gang med at lære børnene en sang. Bygge Guds rige på swahili blev det. Med lidt hjælp fra lærerne, så var børnene utroligt hurtige til at lære den og vi kunne synge sammen inden vi gik videre. Vi skulle også se den solsikkemaskine, som de bruger til at presse solsikker til olie. På den måde kan de sponsere en lille smule af Cheke Cheas budget. Super godt at de selv kom på det! Resten af tiden her så vi mest bare landsbyen før vi vendte hjem hen ad eftermiddagen igen.

Udvalgte børn til at gøre kunsten efter

Vi underviser børnene i Bygge guds rige på swahili

Lydige Cheke Chea børn!

Der vinkes farvel

Her er vi på vej igennem byen hen mod deres solsikkemaskine

Hospitalet i byen, hvor der skulle signeres i den famøse gæstebog

D. 10 gik turen så til Mbeya i bil med busselskabet Mbeya Express’ leder. Den tur sov jeg det meste af, men jeg var vågen til at opleve at vi blev stoppet af politiet og fik en bøde. Dagen efter gik turen til Sumbawanga, hvor vi nød markedet og havde noget tid på Peter’s House. Vi tog til Sumbawanga i bus, men den brød dog sammen. Heldigvis var en ny klar allerede 20 min efter og vi kom godt frem inden det stod på Katavi Nationalpark.