Påskeferie i Kipili samt lidt fra hverdagen

D. 14 april kunne Henriette og jeg glade ankomme til en meget savnet Kipili. Denne gang var Henriettes familie med os. Vi var ret spændte på at skulle vise stedet frem og hvad de ville sige til det.

Vi startede ret stille og roligt ud med at have et par dage, som vi plejer. Den ene af os i Cheke Chea og den anden nede hos Anton og Olivia om formiddagen. Så bytter vi og den anden er nede ved Anton og Olivia om eftermiddagen. Det har nemlig fungeret super godt indtil videre!

Sådan skiftedes vi også her i påskedagene. Da jeg onsdag var i CC, skulle de øve et påskespil. De lavede en udgave af langfredag med Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse. Så aftalte vi torsdag at øve på påskesøndag i første time og i anden time kunne vi vise det frem. Det var utrolig sjovt at se børnene gå så meget op i det. De fik ganske vist givet deres replikker på stedet, men de ville bare utrolig gerne være en del og være gode til det! Specielt Lamecki, som spillede Jesus, havde fået at vide, at han ikke måtte grine. Det klarede han utrolig godt! Han væltede rundt med korset og blev lagt i graven uden at fortrække en mine! Torsdag hev vi så de hvide i byen, Henriettes familie samt Eva og børnene, op i CC til premieren. Henriette og jeg var ret stolte af vores børn efterfølgende, men det var vist ingenting i forhold til hvor stolte de var af sig selv! :-).

Leg i sandkassen med Anton

Lamecki som Jesus

Graven er på vej til at blive tom :-)

Denne uge var jo påskeugen, så hver dag var der en andagtsgudstjenste på en time fra kl. 16. Vi havde dog ikke kunne nå det andre dage end torsdag. Det var helt fint, men også rimelig langtrukkent. Vi skulle igennem to salmer og efter hvert vers skulle der læses noget op. Den oplevelse er jo en del af påsken her :-). Fredag var der så langfredagsgudstjeneste. Den foregik ligesom de almindelige gudstjenester på 2 timer. Dog med lidt mere oplæsning. I påskeugen var vi til kor som normalt, men sangene var alle nye. Det var jo selvfølgelig påskesange i den her uge, som vi slet ikke kendte. Det vil sige at vi til de forskellige gudstjenester også hørte en del af sangene for første gang! Så er det jo godt, at de er tilfredse hvis bare vi danser :-). Mange af dansene ligner hinanden og er ret hurtige at fange når man har lært lidt.

Når koret skal synge, skal vi synge 3 sange. Først en kort sang op, selve hovedsangen og en kort sang ned. Til de to korte sange skal man gå imens man danser - og det er altså ikke altid lige let. Langfredag var det rimelig dystre sange, men påskesøndag var der fest i kirken. Det betød også vilde dansetrin med spark og skridt frem og tilbage. Vi faldt vist ikke helt i med de andre her. Det var første gang vi så nogle af dansene og jeg skal da være den første til at indrømme, at det var sprængfyldt med fejl fra vores side :-). – men vi prøvede og det er længe nok for dem :-D!

Vi synger med koret udenfor kirken

Folk samles udenfor kirken påskesøndag

Påskesøndag skulle vi også i kirke kl. 06 om morgenen. Solen var endnu ikke stået op og rundt omkring i kirkens vinduer stod stearinlys. Der var en ret hyggelig stemning og man kunne ikke rigtig slippe en glæde og overvældelse af, at det var påske her i Tanzania også! Det gjorde solopgangen over bjergene kun bedre :-)!!

Efter formiddagsgudstjenesten kl. 10 var der ko i kirken. Vi blev igen delt op i flere grupper og skulle deles om fade med ris, bønner og kød. Da vi er de hvide, blev vi placeret sammen med dagens prædikant og præsten samt en af de høje mænd i kirken. Så fik vi selvfølgelig også skeer til forskel fra de andre :-).

Vi vasker hænder på skift

Børn sidder på gulvet og spiser

Vi spiser omkring fadet med ris og bønner

Resten af vores påskeferie gik også hurtigt! Langfredag havde Jonas fødselsdag og det blev fejret i stor stil med gaver og et lækkert kagebord samt danske flag. Anden påskedag havde vi også stor påskefrokost med rugbrød, leverpostej, spegepølse, frikadeller, makrel, tunsalat og tærte. You name it – det var der! Virkelig lækkert når vi ellers kun lever af hvidt brød med peanutbutter og honning til hverdag.

Vi var på besøg i en shamba. Det er en lokal mark med masser af forskellige grøntsager. Det var hos en af vores venner, hvis familie har en rigtig stor mark. Den ville han meget gerne vise frem. Her smagte vi både på nyoprevne jordnødder, kasawa som de laver ugali af samt fik ristet en nyplukket majs over ilden. Det var super hyggeligt – også selvom gåturen derud blev ret lang.

I hytten på marken

En ged bagpå cyklen

Så var vi på bådtur med snobrød og skumfiduser på stranden. Vi sejlede først lidt rundt for at komme over til en ø med en lidt afsides strand. Her kunne vi bare være hvide uden at have mennesker rundt om os hele tiden. Efter ristede pølser, vellykkede og knap så vellykkede snobrød og et par skumfiduser, sejlede vi videre ind af en flodudmunding for at finde flodheste. Det var dog ingen, men til gengæld en havørn. Så sejlede vi ellers hjem igen til solnedgang. En rigtig lækker eftermiddag og aften!

Vi sidder på bådspidsen

Der bages snobrød

Vi havde også en overnatning på lodgen med tre-retters menu til aftensmad og middagsmad. Det var super rart at komme lidt væk fra vante Kipili med den høje musik og Michael Jackson koncert om aftenen. Det var dog heller ikke helt roligt herude. Det gik dog. Efter en god nats søvn skulle dagen stå på kajaktur ud til en lille ø. De havde pakket snorkleudstyr til os derude, som vi hver især fik pakket ned. Det var en okay tur derud og der var meget at se af forskellige fisk ude ved den lille ø. Den var ikke større end at vi kunne svømme rundt om den. Vi skulle da også lige sejle rundt om den først for at se efter krokodiller :-). Da kysten var klar kunne vi tøjre kajakkerne og nyde solen og vandet inden turen gik hjem igen. Her var det lidt hårdere, da det blæste op. Vi kom godt hjem til et varmt bad og en tre-retters frokost. Intet under at vi har valgt at sige ja til at være bestyrer derude fra d. 29. maj til d. 15. juni. Så har vi lige en uge inden turen igen går hjem til DK.

Kajakkerne på vandet

Onsdag d. 23. april drog Henriettes familie så til Sumbawanga for at kunne være i Dar es Salaam om fredagen. Det havde været nogle super hyggelige uger, hvor vi også havde mulighed for at holde lidt ferie, men for os begge to blev det nu også meget rart at komme helt tilbage i det vante igen :-).

Den sidste uge i april blev den sidste uge med Eva og Jonas samt den uge, hvor Knud kom tilbage efter næsten tre måneder væk fra Kipili. Allerede efter tre dage måtte Knud dog tilbage til Sumbawanga og kommer først tilbage igen i dag. Så den sidste uge stod mest på at få gjort alle de ting vi skulle nå inden Eva og Jonas tog hjem til DK i halvanden måned.

De skulle køre til Sumbawanga lørdag formiddag, så torsdag var næsten sidste chance for endelig at svømme over bugten. Det var noget vi havde aftalt med Jonas, men som var blevet udskudt. Vi var dog også en smule betænkelige ved det, da bugten kan rumme krokodiller, flodheste og vandkobraer. Vi fik dog heldigvis en følgebåd med, hvori Eva og børnene samt en båddriver sad for at kunne spejde efter de forskellige dyr mens vi kunne koncentrere os om at svømme. Det blev lige så hårdt som forventet, men efter en halv times armtag uden pause nåede vi endelig den anden side. Henriette, Jonas, jeg og en af vores venner, Obedy, svømmede. Obedy startede dog ud med en redningsvest. Han mente at han skulle bruge den for at kunne holde krokodillerne væk. Vi skulle dog ikke være bekymrede, for de spiser ikke hvide :-D. Han har før prøvet at bilde os ind, at han har boet i vandet og derfor kan tale med krokodiller og flodheste. Hvis det er tilfældet, så er det lidt svært at se hvorfor han ikke bare kan snakke sig ud af en træls krokodillesituation :-D.

På vejen tilbage svømmede vi ikke, men tyede til et reb og de resterende redningsveste og blev ellers trukket efter båden. Det oplever man altså ikke hver dag på Tanganyika søen.

De glade motionister

Nu har vi så kun to uger tilbage bosiddende i Kipili. Det er ret vildt at tænke på at vi allerede er så langt! Vi flyttede ned i Eva og Jonas’ hus efter de tog afsted for at være huspassere her også – et hus uden rotter :-). Det er dog også ved at være ret lang tid siden at vi så nogen i Knuds hus, men vi hører dem af og til. Nu bor vi jo med egen gasovn og køleskab! Jamen vi klager ikke :-).

Vi har det godt, men det er også med blandende følelser at det hele snart nærmer sig enden. D. 29. maj flytter vi som sagt ud på lodgen og har to uger der. Vi vil gerne nå at opleve alt her og glæder os på samme tid til at komme hjem snart og se alle sammen igen! Nu har vi været væk længe, men desto sværere bliver det også at sige farvel til det her. Der er heldigvis lidt over en måned endnu. Den sidste uge på lodgen bliver kun med afslapning, men den første uge er Cheke Chea stadig åben, så skiftedes vi til at gå derop.

Vi har lagt meget energi i Cheke Chea indtil videre og på nogle punkter kan man så småt se fremskridt og initiativ fra lærerne, men på andre punkter er det helt ærligt lidt svært at se lyst på. Det skema vi lavede med præcise opgaver og tidspunkter har givet en del mere struktur og specielt Emil, som er den ene af lærerne, bruger det. Det har flyttet ham en hel del. Han er gået fra at være rimelig doven til selv at finde på idéer og tage chancer i undervisningen. Vi havde også ønsket at det vil gå sådan med de andre lærere. Desværre har Happy igen slået børn og har nu fået sin sidste advarsel. Hun ved godt at det er forkert og prøver altid på at råde bod på det ved at hente kirkens trommer eller lege ekstra meget med børnene. Den går altså bare ikke og siden den sidste advarsel har der ikke været noget. Det er dog en træls tanke hele tiden at være betænkelig når man hører hende råbe højt og hun er alene med børnene. Så nu håber vi bare på det bedste og ellers så må vi jo tage konsekvensen af det.

Så har vi også haft et par trælse dage med vores leder Exilda. Hun er meget lad og ingenting virker til at kunne få hende op. Hun gider ikke forberede timer længere og har en kort lunte overfor børnene – kortere end den plejer :-). Sådan er det jo – vi har både gode og knap så gode dage hernede. Heldigvis er børnene hver eneste dag helt oppe at køre og et stort smil, som man umuligt kan lade være med at blive smittet af!

Vores engelsk er stoppet igen, da pigerne har været meget svære at få fat i. Vi havde det super godt med Maria, som utrolig gerne ville lære og ville være med. Vi fortsatte derfor for hende. Det har været nogle festlige timer, men nu er hun taget til Sumbawanga i hele maj. Så i stedet har vi fået lidt fat i de første piger igen ved at invitere til neglelak og hygge på terrassen.

Kor er sjovt som altid! Vi giver den gas, laver fejl og hygger os bare. I sidste uge havde vi et gæstekor. De kom lørdag aften og efter at have lavet aftensmad med koret skulle vi byde dem velkommen. Så skulle vi spise sammen om gryderne med ugali og tomat. Vi sad nede på jorden og skulle spise sammen med hele vores kor – med fingrene selvfølgelig! Det var super hyggeligt og da det var mørkt skulle vi synge for gæsterne. Der var fest – og igen i kirken om søndagen. Begge kor gav den gas og stemningen var høj :-).

Vi har det bare godt og har endnu ikke været syge, men savner dog også lidt flere hvide i hverdagen. Det er lidt stille uden Eva, Jonas og børnene her :-)

En aften med børn i byen

Der var fodbold nede i byen

Safari i Katavi Nationalpark

Nu er der fortalt lidt om vores tur til Iringa, hvor vi hentede Henriettes familie. Så vil jeg nu skrive lidt om de tre safaridage vi havde i Katavi Nationalpark sammen med Henriettes familie. Lørdag d. 12. skulle vi videre fra Sumbawanga på safari kl. 08 om morgenen. Vi havde lejet en kirkebil fra Sumbawanga med den flinke driver Joachim til at følge os. En ret herlig mand, som vi fik nogle gode grin med undervejs. Det er en tur på 4-5 timer. I forvejen havde vi også lagt en times ekstra kørsel til, da vi skulle over byen Namanyere, som ligger kun en times kørsel fra Kipili – så vi var jo næsten hjemme!

Vi var nødt til at køre over Namanyere, da vores pas var næsten ugyldigt. Vi manglede en kvittering til at bevise at vores opholdstilladelse er under behandling. Det kunne betyde en bøde og for tidlig exit fra Tanzania, hvis det blev opdaget. 4 dage forinden løb vores visum nemlig ud. Heldigvis gik det ikke sådan og denne dag kunne vi i Namanyere få fat i vores pas med en nysat kvittering i. – og et løfte om opholdstilladelse i maj, hvilket endnu ikke er tilfældet :-). Da vi stod og ventede på Yosofu, som vi tidligere har talt med, blev jeg hevet til siden af en dame. Hun stod med en konvolut, hvorpå der stod Wape wazungu wa Moravian. Wanakwenda Katavi. Watapita hapo. Det betyder Til de hvide fra Brødekirken. De skal til Katavi. De skal have den her. En ny adresse, men det måtte være os og så kunne vi ellers køre videre mod Katavi, hvor vi ankom hen ad eftermiddagen.

En tankstation i Namanyere, hvor vi gjorde et kort stop

På vej hen mod det sted vi skulle sove, skulle vi køre ad en offentlig vej igennem parken. Her var der også mulighed for at spotte et par få dyr – og som det første en leopard! Solveig, Henriettes mor, sad og så lidt ud af vinduet, da hun pludselig råbte stop. Ganske rigtigt sad der oppe i et træ, ikke så langt fra vejen, en leopard og så på os. Da den så os, hoppede den ned fra træet og desværre gik det så stærkt, at vi ikke fik taget et billede.

Vi skulle sove på en lodge, som hedder Riverside Camp. Et helt fint og lille sted, dog bare med en lille detalje. Vi lå meget tæt på en flod, hvori der bor flodheste. Man skulle i hvert fald lige vende sig til at komme fra morgenmad og se en stor flodhest stå på land og græsse 25 m fra os – og igen om aftenen. Nå ja, indtil nu klagede vi da ikke :-).

Flodheste i floden udenfor Henriettes og mit værelse

Efter en god omgang middagsmad kunne vores aftensafari begynde. Rangeren, Juma, er også ham der har den lodge vi boede på. Egentligt er han ikke ranger i parken, men har været det i mange år og derfor kender han parken ud og ind! Allerede ved indgangen var der nok dyr at tage af. Impalaer, aber og zebraer i flokke samt en giraf var de første dyr vi mødte inden vi kørte ud mod et flodleje. På vej ud til flodlejet spottede Juma en ugle. Det var utrolig godt spottet i en masse krat. Ude ved flodlejet var der en del flodheste primært. De var egentligt ikke særlig langt væk, men så kørte vi helt tæt på en. Den lå med hele hovedet over vandet og spiste græs. Vi var så tæt på at vi kunne høre den smaske! Ud over en del flodheste og en enkelt vandbuk, så så vi faktisk kun fugle inden vi skulle være ude af parken. Den ene af de mange fugle var dog en ret stor havørn, så det er ganske godkendt med soldnedgangen over flodlejet i baggrunden :-).

Læg mærke til fuglene på ryggen på den bagerste zebra

Det var det sidste vi så inde i parken før vi kørte ud kl. 18.58 og i virkeligheden var vi ikke ude af parken endnu. Vi kørte nemlig på en af de offentlige veje. Bedst som vi sad og drømte om det kolde bad forude, spottede vi to skikkelser foran bilen. To hanløver på hver sin side af vejen kun oplyst af bilens lygter. Det var altså ret sejt og også lige i de omgivelser. Det fedeste ved det, var at vi sad med vinduerne helt åbne og den ene stod højst 1,5 m fra os. Den var så tæt på, at kameraet ikke kunne få det hele med.

Det var lidt underligt at lægge sig til at sove den aften med alle de dyr så tæt på. Det eneste der skilte lodgen med parken var nemlig en flod fyldt med flodheste.

Den af løverne, som stod tættest på bilen

Næste dag stod den på heldagssafari lige efter morgenmaden, som jo som sagt var præget af flodheste. Vi startede igen ved et flodområde, hvor der ventede flodheste på os. De soppede lidt rundt og nød et mudderhul. Videre kørte vi så til et område med krat på den ene side og åbent landskab på den anden. Her vrimlede det med impalaer, zebraer og vandbøfler. Et ret godkendt syn inden kl. 10 :-). Her hang vi lidt ud af vinduerne og nød det gode vejr. Så kørte vi videre indtil vi stødte på en giraf. Den prøvede at løbe fra os. Vi var så optaget af den, at vi slet ikke opdagede at vi var havnet i en stor flok giraffer i alle størrelser.

Dyrene er svære at se omkring middagstid, da det er for varmt for dem. Det benyttede vi os af til at kunne holde en pause også. Vi havde madpakker med fra lodgen. Det foregår jo selvfølgelig med fingrene :-).

En flok vandbøfler

Efter 2 timers pause kørte vi videre. Det første vi faldt over her, var en del gribbe. Efter dem kom en nedlagt hjort. Så kunne vi godt regne ud, hvad der kunne være i området. Ganske rigtigt var her også løver. En del hunløver og en enkelt hanløve, som gik lidt frem og tilbage omkring deres bytte. De havde tydeligvis spist i mange dage, for nogle af hunløverne var godt nok store og kunne knap nok trække vejret. De var bare lige der og vi hang ud af vinduerne. Det var ret underligt at forholde sig til at det er real life. Videre til en flod hen mod solnedgangen, hvor der var flodheste, vandbøfler, hjorte samt krokodiller. Juma sagde at den ene af dem var op til 4 meter stor. Den ville jeg ikke møde på en badetur! Så kørte vi hjem mod lodgen, hvor vi ankom til aftensmad. Resten af aftenen hyggede vi os bare med vores dagbøger og på vej ind på værelset, stod der igen en basse 25 m fra vores dør :-).

Gribbene i et træ

Mandag d. 14. april stod programmet på morgensafari. Efter lang tids køretur kom vi til et åbent stykke, hvor vi håbede på elefanter. Her stod en flok vandbøfler. Ved siden af stod der så en flok elefanter. Så kan de også streges af listen. Vi fik lov til at gå op på taget af bilen for at kunne se lidt bedre. Det er ikke en almindelig safaribil, hvor man kan gå op og ned igennem taget, men her skal man ud af bilen og op ad bagdøren. Alligevel spurgte Juma, om vi ikke ville blive siddende. Det ville vi super gerne, så der sad Henriette, Thomas og jeg det meste af dagen – undskyld mor :-). Det var dog en virkelig fed oplevelse med solen og alle dyrene så tæt på. Vi var jo bare få meter fra en giraf og zebraer. Dog gik jeg lidt i panik, da Jan, Henriettes far, pegede ud på to løver i græsset 30 m fra bilen. Vi så også løver igen senere, men de flygtede. Her sagde Juma, at de flygtede fordi de kunne se os på taget :-). Heroppe fra var det lidt nemmere at spotte dyr. Bl.a. blev det også til et par vortesvin og en hyæne.

På taget af en safaribil

En af de mindre flokke elefanter

Omkring middagstid kørte vi tilbage på lodgen for at få pakket vores ting. Nu skulle vi nemlig hjem til Kipili. Vi var vist to ret spændte værter, som glædede os til at vise vores hjem de sidste måneder frem for Henriettes familie. Vi kom frem til Kipili lige til solnedgang og aftensmad, så det var perfekt til de trætte rejsende.

På tur til Iringa

 I april har vi haft meget program på hernede i Tanzania, som bl.a. har inkluderet familiebesøg, safari og påske. Derfor bliver de næste indlæg delt lidt mere op. Helt i starten af april, d. 5., begyndte vi en 9 dages tur fra Kipili, som skulle starte i Iringa. Først kom vi over Sumbawanga med bus. Her tog vi en overnatning og brugte dagen på at hygge os på markedet med færingen Olivia og om aftenen spiste vi sammen med Thomas, de to færinger, Peter og Olivia, og de to finnere, Antti og Viktor. Det blev en super hyggelig aften, men vi var dog ret trætte.

Vi skulle tidligt op for at komme med bussen til Mbeya kl. 05.30. En tur på 8 timer, men den virker sjovt nok ret hurtig, da vi har været på en bustur på 15 timer før. Det var helt dengang for 4 mdr. siden da vi skulle køre mellem Dar es Salaam og Mbeya. Tilbage til Mbeya i denne omgang, hvor vi var lidt spændte på at komme frem. Sidst vi var i Mbeya var vi stadig nye i Tanzania. Vi kom og tog af sted mens det var mørkt, så Mbeya var ikke den fedeste by for os dengang. Heldigvis var indtrykket et helt andet da vi kom denne gang. Dog startede det lige med en times besøg på en lille klinik, da jeg blev nødt til at tage en malaria- og tyfustest. Først skulle jeg sige mit navn og jeg tror at det er første gang, at Maria Lauridsen er blevet til Mariam Laurence, men så er det jo bare mit navn på den klinik her. De krævede et par prøver og kunne bagefter fortælle mig at jeg ikke havde malaria, men de var lidt i tvivl om tyfus. Heldigvis var også den negativ og vi manglede bare ordentligt søvn og hvile. Her i Mbeya skulle vi også hæve penge og her kan jeg næsten prale af at have mødt præsidenten – næsten kun J. Henriette hævede penge og imens kom en mand hen til mig og spurgte mig hvad vi lavede her i Tanzania. Her var vores pas snart ved at løbe ud, så vi skulle kun være turister – og det benyttede han sig af og sagde: ”Jamen jeg er jo præsident her i landet. Jep, jeg er præsidenten.”. Vi nikkede bare fint og lød overraskede og så fik han da lige et selvtillidsboost. Utroligt at han tror at han kan bilde os det ind :-D!. Aftenen sluttede med en god omgang aftensmad med meget dramatisk kinesisk dramaserie i baggrunden J.

Sådan ser hånden ud efter en blodprøve

Mbeya viste sig at være en rigtig rar by, som vi skulle overnatte i til mandag d. 7.. Her skulle vi igen tidligt op fra morgenen, kl. 04.45, hvor bussen gik mod Iringa. Nøj, for en luksusbus! Hernede har jeg ikke set noget lignende og den hamlede helt op med en dansk luksusbus, så det var næsten ærgerligt at turen til Iringa kun tog 4-5 timer. – men vi klager ikke, for busturen var præget af solopgang med Westlife og Celine Dion til J.

Om formiddagen d. 7 ankom vi til Iringa og skulle finde det hotel, som vi havde booket over telefonen. Først fik vi en taxi, som ledte os til et sted midt inde i byen. Her fik vi dog beskeden om at hotellet var lukket ned. Det er løgn var vores første tanke, for nu ville vi egentligt bare finde frem. Heldigvis viste det sig at hotellet bare havde flyttet og vi blev vist frem til hvor det nu rigtigt var. Her var en stor dobbeltseng og fællesbad til vores værelse, men ikke til Henriettes forældres værelse, så det var ganske fint. Henriettes forældre landede i Dar es Salaam denne mandag og dagen efter, d. 8., skulle vi mødes i Iringa. Så vi havde dagen til at undersøge gode spise- og indkøbssteder i Iringa. Måske undersøgte vi det en tand for grundigt, for allerede da denne dag lakkede mod enden havde vi købt lidt for godt ind af souvenirs og havde siddet 2 timer på en rigtig god og europæisk café i midtbyen. Det betød af aftenen egentligt bare skulle stå på Pringles til aftensmad og en bog, men fornuftige som vi er tog vi selvfølgelig ud og købte lidt brød.

Efter aftensmad den aften faldt vi i snak med hotellets bestyrere, Titho og Michael. Vi snakkede egentligt først om vores arbejde i CC og ikke særlig langt inde i samtalen begyndte de to helt at hoppe af begejstring. De kører nemlig også en Cheke Chea med 400 elever og havde behov for gode idéer til at gøre deres CC til den bedste. Det var virkelig fedt at møde den form for begejstring og lyst til at gøre det godt, for det mangler vi bare lidt af i vores Cheke Chea. Lige for tiden har Exilda, lederen, nemlig en meget lad attitude – men mere om det senere.

Iringa busstation

Henriette med grøntssagstærte og kaffe på den gode café

D. 8. blev en glædens dag. Nok mest for Henriette og hendes familie, da vi alle sammen mødtes i Iringa. De kom dog først hen ad eftermiddagen, så Henriette og jeg brugte lidt tid på at shoppe igen og spise på den gode café. Kl. 15 kom en blå JM Luxury bus så kørende ind på Iringa busstation og ud steg 3 kridhvide danskere med alle deres mange kufferter. Vi havde fået Michael fra hotellet til at tage med os ned for at hente dem i hotellets bil og det var vist også godt nok, for de havde mange ting hjemmefra med til os. Vi blev kørt til hotellet og fik et lille hvil med en kop the her før Henriette, Thomas og jeg måtte af sted efter busbilletter til turen til Mbeya. Det forgik på en pikipiki ned til en anden busstation og så var den klaret. Det var ret fedt at have følelsen af at vi selv kan begive os rundt på hele den tur her!

Om morgenen d. 9. skulle vi af sted til Titho og Michaels Cheke Chea, som de sagde lå højst 30 min ude fra byen. Prøv to timers kørsel. Det var lige lidt mere end vi havde regnet med, men specielt Henriette og jeg glædede os til at komme frem til den og se hvad de havde gang i der. Bilen var ret lav, så den sad oveni købet fast, men heldigvis var der ikke længere end at man kunne gå det sidste stykke. Vi kom frem til en ret fin bygning og indeni sad kun 80 små Cheke Chea elever samt en lærer. De var ret skønne og efter en rundvisning på skolen gik vi i gang med at lære børnene en sang. Bygge Guds rige på swahili blev det. Med lidt hjælp fra lærerne, så var børnene utroligt hurtige til at lære den og vi kunne synge sammen inden vi gik videre. Vi skulle også se den solsikkemaskine, som de bruger til at presse solsikker til olie. På den måde kan de sponsere en lille smule af Cheke Cheas budget. Super godt at de selv kom på det! Resten af tiden her så vi mest bare landsbyen før vi vendte hjem hen ad eftermiddagen igen.

Udvalgte børn til at gøre kunsten efter

Vi underviser børnene i Bygge guds rige på swahili

Lydige Cheke Chea børn!

Der vinkes farvel

Her er vi på vej igennem byen hen mod deres solsikkemaskine

Hospitalet i byen, hvor der skulle signeres i den famøse gæstebog

D. 10 gik turen så til Mbeya i bil med busselskabet Mbeya Express’ leder. Den tur sov jeg det meste af, men jeg var vågen til at opleve at vi blev stoppet af politiet og fik en bøde. Dagen efter gik turen til Sumbawanga, hvor vi nød markedet og havde noget tid på Peter’s House. Vi tog til Sumbawanga i bus, men den brød dog sammen. Heldigvis var en ny klar allerede 20 min efter og vi kom godt frem inden det stod på Katavi Nationalpark.

En lille pause på køreturen mellem Iringa og Mbeya

Vi sidder lige og slapper af ovenpå rundvisningen

Ude foran indgangen til Peter's House

To legetanter

Jan og Henriette tegner med kul sammen med et par børn