Sumbawanga set fra en pikipiki

Nu har vi været i Sumbawanga i godt en uge og er fuld i gang med sprogundervisningen. Vores lærer, Angelo, kommer kl. 11 og kl. 16 hver dag. Han er der i en time af gangen – en time, hvor han skriver og snakker, mens vi bare kæmper for at følge med! Det går bedre med vores swahili, så vi bliver bedre og bedre klædt på til at kunne begå os i Tanzania. Det er en del koldere end vi har regnet med her i Sumbawanga, så vi har vist for lidt lange bukser og lange trøjer med, men det skulle være en del bedre i Kipili – så vi glæder os!

Tirsdag var det varmt nok til at få afprøvet en kanga

Ellers får vi bare tiden til at gå med ture på markedet og køre rundt på pikipiki. Pikipiki er en form for taxa bestående af en motorcykel og en chauffør. Skal vi op på Peter’s House eller kirkekontoret, så hopper vi bagpå hver vores motorcykel med en fremmed mand og ingen hjelm over bump, igennem vand og mellem huse. En pikipiki kan åbenbart køre alle steder (: - en super sjov og fed måde at se byen på. Vi kører alle de steder, hvor vi nok ellers ikke ville have kørt. Børnene vinker til os og råber ”goodmorning” hele døgnet rundt, så der skønt.

Eller, for det meste.. Jeg synes ikke altid at mine chauffører har været så gode til det med at følge med de andre! En dag sad jeg alene og ventede på de andre to i omkring 5 min. uden nogen anelse om hvor de var henne – de skulle bare tanke, heldigvis (: - Henriette og jeg sad også to på en pikipiki her i går, hvor det pludselig går op for os at vores chauffør ikke aner hvor vi skal hen – og han forstår ikke rigtig når man siger ”Knuds hus” (: - Normalt følger de to bagerste bare den forreste hvis kun Miriams chauffør ved hvor vi skal hen, som det var tilfældet her. Vores chauffør havde bare mistet Miriam af syne, så der sad vi to hvide piger på bagsædet af en pikipiki og skulle vise vej i en by, hvor vi slet ikke kan finde rundt! Vi prøvede og satsede lidt på at se noget vi kunne kende og heldigvis kørte vi lige forbi markedet, hvorfra vi kunne vejen (:

Oplevelser er der nok af her i Tanzania. Det kan være alt fra de mange smil fra børnene ved Peter’s House til det, at vi mangler lys på badeværelset og derfor må ty til pandelamper. Vi har det godt og nyder alle de mange, mange indtryk, som vi får overalt! Vi er trætte i hovederne ved slutningen af dagen, så vi sover også godt! (: 

Vi spiste mandazi med de to drenge på Peter's House, som ikke går i skole

Hundehvalpene på Peter's House