søndag den 26. januar 2014

Ankommet til Kipili

En uge i Kipili er nu gået. Vi er allerede godt i gang med alle de ting vi skal have med at gøre! Først og fremmest startede vi i Cheke Chea i mandags. Der er godt 30 børn som bruger tre timer af deres formiddag i Cheke Chea. De får en fortyndet grød lavet af majsmel som det første og skal derefter lave morgengynmastik og børste tænder. Så har de en pause indtil timen begynder. Her sidder de alle blandet og skal f.eks. lære at tælle til fem. Her har vi allerede noget vi skal have ændret. Børnene skal deles op, for det duer ikke at de yngste stadig kun kan tælle til tre mens de ældste kan tælle til ti på både swahili og engelsk. Når så timen slutter holder de pause indtil den næste time begynder. Den anden time er en legetime, hvor de enten leger med lego, tegner eller leger sanglege. Børnene på Cheke Chea er super skønne, men på samme tid også meget belastende. De tror at vi er hængetræer og skal alle holde os i hånden hele tiden. Når de har frikvarter skal vi være lynhurtige til at rejse os op for ellers har vi i løbet af ingen tid to børn på ryggen, én i hver arm, én på skødet og to der sætter vores hår.

Man skal ikke prøve at tage et billede af børnene efter at have givet dem navneskilte!

Udover Cheke Chea passer vi også danske Anton og Olivia på 3,5 år og 1,5 år. To skønne børn med gang i! Vi får lavet perleplader, leget med modellervoks, læst bøger og ellers bare hygget. Det er nemt med de to! Desuden er vi også startet i Kipilis kirkekor. Sikke en oplevelse! Her gør det ikke noget at man er knap så musikalsk, så længe man prøver – og det gør vi!! En ting er de mange sange på swahili, som koret kan udenad, men noget andet er også alle de mange danse, som passer til hver sang. Det er ikke så nemt som det ellers så ud i kirken i søndags. Første gang ventede vi halvanden time på at det skulle gå i gang. Den første time var vores egen skyld, da vi var kommet for tidligt, men den sidste halve time var fordi, at folk lige skulle være færdige med hvad de ellers havde gang i. Typisk Tanzania (:

På lodgen med Knud, Eva, Anton og Olivia

Byens kirke hvor vi også øver kor

Vi har også besluttet os for at starte et engelskhold for nogle af pigerne i byen. De er virkelig dårlige til engelsk hernede og vi er blevet spurgt af en pige, om vi ikke ville undervise hende i engelsk. Det ville vi selvfølgelig gerne, men tænkte at hun måske ikke var den eneste der ville få noget ud af det, så det håber vi på at kunne få op at stå!

Dyr har vi også et par stykker af. Det er faktisk ikke så slemt som jeg har regnet med – ellers er jeg bare blevet vant til dem (: - vi har kun set én rotte i et køkkenskab, men kan høre dem på loftet om aftenen. Derudover har vi også lidt kakkerlakker, myg og edderkopper. Vi er faktisk blevet så hårdføre at vi slår mus ihjel på badeværelset nu! En ting er de mange kryb. En anden er vores to ”kæledyr”. Vi har en lille killing, som engang skal blive en god rottefanger når den ikke selv går ind i rottefælderne og så har vi vores skønne, men lidt dovne, vagthund Fipa. Hun følger os overalt! Problemet er bare, at alle de lokale børn er bange for hende, da hun før har bidt.

Vores badeværelsesdør som altid gemmer på noget godt!

Vores til tider knap så skarpe kat, som her er havnet i en rottefælde
Ellers så nyder vi bare at vi endelig er fremme, den helt fantastiske udsigt, varmen og de små oplevelser her og der! I dag har vi været på lodgen hele dagen og har bare slappet af med bøger, sol og vand (: - dejligt at man også kan nyde det engang i mellem trods at man skal gå lidt for at komme derhen!

På den halve times lange gåtur til lodgen

Lidt for smeltet chokolade!

Knuds lækre overdække!

Udsigten fra vores hus

Ingen kommentarer:

Send en kommentar