torsdag den 12. juni 2014

10 dage tilbage

Så er vi altså på vej mod DK snart! På mandag tager vi bussen tidligt om morgenen til Sumbawanga og har en uge derfra tilbage her i Tanzania. Den sidste tid her i Kipili vil vi fortsat tilbringe på lodgen. Som tidligere sagt, så er vi havnet på lodgen i to uger, da ejerne er taget til Arusha. 
Indtil vi d. 29. maj tog herud på lodgen for at bo, nød vi egentligt bare vores sidste hele dage i Kipili. 
Her er der lige lidt billeder af nogle af de ting vi lavede:

Vi mødte nogle børn på en aftentur i Kipili

Vi tog os et par cykelture til Kirando (10 km) på de helt fantastiske veje og med cykler uden bremser - det hele er jo oplevelser! :-)

Henriette laver kokosmel til kokostoppe

Det tog lidt over 3 timer at flette Henriettes hår

Udflugt til Kipili Secondary School

Vi har lavet mad med et par venner
Fredag d. 6. juni lukkede Cheke Chea og vi skulle sige farvel til alle de skønne børn samt de tre lærere. De holder lidt over en måneds ferie og åbner igen i juli engang. I den uge havde vi egentligt om tal og bogstaver, men valgte at lave et lidt andet program for den sidste dag. OL blev trukket frem igen! Sidste gang var det en succes og børnene elskede det - også denne gang!

Den sidste tid i Cheke Chea havde været lidt op og ned. Vi valgte at lave et nyt dagsprogram med flere detaljer og med en ekstra undervisningstime i. Den tog de tre lærere rigtig godt imod, men glemte dog hurtigt at bruge den. Dagene begyndte nemlig at blive præget af den økonomiske situation. Vi har et problem med børn, som ikke betaler. Når nogle af børnene ikke betaler, men stadig får lov til at komme, så giver det anledning til at andre heller ikke betaler. Når så kun 4 børn betaler 16.000 tsh i alt (omkring 55 kr.) om måneden, så er det klart, at det ikke kan dække 3 læreres løn samt morgenmad og tandpasta til 36 børn i den måned.

Derfor valgte vi at sende børn hjem og så kunne de komme igen når de havde betalt pengene. Første dag gik det okay og anden dag havde vi allerede 21 børn, som havde betalt. Det er altså ikke fordi, at de ikke har pengene. Den tredje dag begyndte vi så at undre os lidt, for pludselig var der 36 børn igen. Vi måtte have fat i lærerne og det viste sig at kun 21 børn havde betalt af de 36, som alle var i skole. Altså måtte vi igen forklare lærerne, at de skal holde fast i, at børnene først må komme når de har betalt skolepengene. - og hjem blev 15 børn sendt igen. Puha!

Vi håber bare at lærerne har taget nogle af vores ord til sig og følger vores skema mere og mere. Vi mener i hvert fald, at den er en stor hjælp!


Børnene skal bygge legotårne med 5,3 og 2 legoklodser

De to hold Tanzania og Danmark her
Vi blev tilbudt at styre lodgen herude imens ejerne er væk. Et tilbud, som man umuligt kan sige nej til! For os, som ikke er vant til varmt vand og andet end hvidt brød samt ris og bønner, så er det søde liv her vores lille paradis! - og jobbet er meget nemt oveni! Alle de ansatte er helt inde i tingene og egentligt, så skal vi bare snakke med gæster og jage hønsene ud af fællesstuen :-)! 
På denne måde kunne vi også få lidt ekstra tid i koret samt i kirken i Kipili, da vi går frem og tilbage hver anden dag. Det er en 20 min gåtur, men det er nu meget rart lige at hilse på alle folk i byen nu og da! 
Alle vores mange mange nøgler

En af frynsegoderne ved "jobbet" er de lækre kajakker!


Det er ret mærkeligt for os at tænke på at vi snart skal hjem -  og helt ærligt, så er det nok ikke helt gået op for os endnu. Kipili er gået hen og er blevet som et helt andet hjem for os. Både med alle børnene, den primitive hverdag, koret, kirken og menneskerne. Det er sjovt, for selv noget så specielt som alle gederne, de fritløbende grise og hønsene i busserne er noget jeg vil savne. Alle de der små mærkværdigheder i hverdagen, som vi har været så vant til! - men vi har jo stadig 10 dage tilbage og de skal bruges på en forlystelsespark, dykning og biograf i Dar es Salaam. Vi skal prøve at være turister i Tanzania! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar