Kalambo Falls

Så kommer der et laaangt indlæg for her i weekenden har vi været på tur til et af Afrikas længste vandfald, Kalambo Falls, som ligger nede ved grænsen til Zambia. Turen startede allerede tidligt fredag morgen, da vi skulle med en bus ind til Sumbawanga. Kl. 07.30 kommer bussen og vi bliver taget godt imod af en mand, som råber wazungu, wazungu, som betyder hvide. Allerede her kom den første store kærlighedserklæring – og turen var begyndt :-)! Bussen var bedre end forventet og alt hang nogenlunde sammen. Så trillede vi ellers mod Sumbawanga igennem store vandhuller og over små broer. Da vi var kommet godt af sted og vi begge to fik indhentet noget søvn, lød der et højt brag. Det var bussens ene fordæk, som var punkteret. Vi indstillede os til at skulle stå herude i ingenting i rigtig lang tid, men heldigvis havde de et reservedæk og vi kørte videre igen efter et kvarter. I bussen var det meget koldt og da jeg på et tidspunkt prøvede at lukke et vindue, så hørte jeg en kvinde sige længere nede i bussen Mzungu anafanya nini? Det betyder Hvad laver den hvide? Sig ikke, at vi ikke bliver lagt mærke til :-). Vi kom godt frem til Sumbawanga, hvor vi først mødtes med Thomas og fik middagsmad. Hvor heldig kan man være – ris og bønner. Det er slet ikke fordi, at vi er ved at køre træt i det efter kun at have fået ris og bønner samt fisk til middagsmad i 3 måneder :-)! – men der var koldt vand, så det gik alt sammen!

Bussens hjul punkteret

Efter en times tid kom LM-missionæren Peter Olofsen, som vi skulle af sted med.  Han hentede først os og derefter kørte vi op til Moravian Church Conference Center, hvor vi hentede de to fra Færøerne og de to fra Finland, som også skulle med. Otte hvide på tur blev det til. Inden vi kørte, blev vi lige bedt for af en kvinde på centret – fantastisk! Det første stykke af den 4 timers køretur forgik på asfalt, men snart slog vejen over i jord og mudder. Da det er regntid bliver vejene jo ekstra dårlige, så vi fløj rundt fra hul til hul. På vejen holdte vi en lille pause på godt 20 min., hvor der blev disket op med lækre kanelsnegle, boller, kaffe og the - vi bliver forkælet :-)! Udover pausen havde vi et stop på turen. Vi skulle nemlig lige holde ind til siden for at se et gammelt tysk fort. Så op på bilens tag én ad gangen og se det i kikkerten. Vi tre piger fandt dog ud af, at vi bare havde kigget på et par kontorbygninger – ups :-). Efter et kvarters kørsel videre kom vi til Liemba Lodge. Et super lækkert sted, hvor vi sov helt ud til vandet i en lille stråhytte. Det første vi gjorde var selvfølgelig at springe i det varme vand. Vi badede helt til aftensmad, som stod på ris, pommes frites, fisk, ananas og lækkert kålsalat. Resten af aftenen brugte vi bare på at spille og skrive dagbøger.

På toppen af bilen for at nyde udsigten

Sådan ser det ud når de hvide holder pause

Liemba Lodge

Lørdagen stod så i landsbyernes tegn. Først op til pandekager, ciapatti, som var morgenmaden, andagt og en tur i vandet. Derefter kørte vi først ud til en havn ved siden af det fort, som vi så på om fredagen. Vi måtte dog hverken gå op til fortet eller tage billeder op imod det, da det nu er militærområde. Derefter tog vi bilen til en lille by, Kasanga. Det første vi gjorde her var at hilse på præsten. Her fik vi fortalt en historie om byens historie. Det var altså lidt svært at høre efter med alle de mange børn, som langsomt bevægede sig længere og længere ind af husets vinduer og døre. Derefter gik vi rundt i byen for at se en gammel kirkeklokke og kirkeruin. Det var ret sjovt at se. Til sidst endte vi ved torvet foran den nye kirke. Her begyndte vi at opstille en lille bogbutik på kølerhjelmen af bilen. Der var bl.a. bibler og andre kristne bøger. Der skulle også deles et par gratis flyers ud og den opgave kom jeg på. Der gik ikke længe før børnene flokkedes om os. De ville alle have, men det var lidt svært, for de måtte kun få én hver. Dem der havde fået, gemte den og bad om en mere og så var der nogle, som ikke havde fået. Det endte med at vi mest måtte gå rundt til butikker og de omkringliggende huse for at tilbyde voksne kun. Det var dog svært at slippe helt fri fra børnene, så derfor tog Antti fra Finland en stol og en bibel med hen under et træ og begyndte at læse højt. Børnene var helt forgabt og vi kunne spise og styre salget af bøger i ro og mag. Der blev solgt en del og derefter kørte vi bilen til en fiskerby, Muse.

Bogsalg på bilen

Der deles flyers ud

Antti læser højt fra bibelen

Det første vi blev mødt af i Muse, var en godt begravet lastbil, som var sunket helt fast i mudder. Så vi måtte parkere ved en kirke og gå det sidste stykke. Der var dog ikke langt og det var igennem byen, så det var helt i orden. Vi kom ned til en strand og mødte her en del mennesker og blandt andet flere børn. Vi fandt vores kameraer frem og spurgte om vi måtte tage et billede. De løb dog skrigende bort da vi pegede det mod dem. Først tænkte jeg, at det bare var fordi, at de ikke ville tages billeder af. Efter lidt tid fandt vi ud af, at de faktisk aldrig havde set et kamera før. De vidste slet ikke hvad det var og var meget bange for det. Vi fik dog introduceret det for dem og til sidst var de helt vilde med det og kunne slet ikke stoppe med at posere. Nok af det gode, for så skulle vi ind og se en fiskefabrik. Taget i betragtning af, at det var tanzaniansk, så var det faktisk super fint og renligt. Det bestod mest af kølere og frysere. På vejen tilbage til bilen skulle vi have taget et billede af os alle foran kirken. Det fik utroligt mange til at samle sig sammen og nyde synet af mange hvide på et sted. Fint nok. Da vi så havde pakket os ind i bilen igen skete det så. Bilen sad fast. Det ene baghjul sad bare godt og grundigt fast, så alle 7 volontører måtte ud og skubbe sammen med at par drenge fra byen. Til stor fornøjelse for de andre indbyggere. Vi kom dog fri og kom godt hjem til Liemba Lodge igen.

Fastkørt lastbil

Folk på stranden i Muse

De første modige på stranden

Olivia introducerer til kameraet

Kørt fast

Her var vi igen ude at bade som det første. Det var ret sejt, for hvis vi så ind mod land, så vi ofte aber. De hoppede rundt i træerne og mens vi skrev dagbog fik vi faktisk også besøg af en. Efter en god, lang badetur fik vi aftensmad. Det samme igen bare med kylling i stedet for fisk. Efter aftensmad fik vi tændt op i et bål på stranden og nød bare bølgerne og stemningen. Vi holdte andagt, legede og sang sange. Der i blandt nationalsange for Danmark, Færøerne, Finland, Tanzania, Norge og Sverige for så multikulturelle er vi :-). Der var en super god stemning og vi nød alle hinandens selskab og at komme lidt væk fra de vante omgivelser. Den aften blæste det rigtig op til træls vejr. Hele natten regnede det også bare. Heldigvis fik vi kun et par få dråber i vores seng, men lidt af vores tøj var vådt og Viktor fra Finland havde hele natten fået en dråbe i hovedet hver 10. minut. Det er ikke sjovt :-)!

En abe på stranden

Søndag morgen stod vi op til morgenmad og gudstjeneste. Vi samlede blomster til et alter og Peter trådte i præstedragten og fandt altervin frem. Det blev faktisk super fint og en rigtig fed følelse af, at vi sad sammen fra tre nationaliteter i Tanzania og kunne samles om den samme Gud. Alt i alt en super fin gudstjeneste kun afbrudt af vand fra taget og en kat på alteret. Derefter kørte vi mod Kalambo Falls. Vejen dertil var mildest talt elendig og vi havde svært ved at finde den for bare græs. Vi kom frem og gik et lille stykke for at komme ud til vandfaldet. Ved første øjekast så det ikke særlig stort ud, men da vi kom tættere på, opdagede vi, at vi stod lige ved kanten og at 1m fra os gik det 216m lige ned. Det var ret vildt at stå så tæt på. Vi havde godt fået af vide, at vi skulle holde fast i hinanden, for stenene var glatte ovenpå regnvejret og vi stod meget meget tæt på kanten. Specielt bagefter var det virkelig vildt at vi bare havde holdt fat i et træ, mens to andre holdte os i armene og vi selv lænede os ud for at se. Det var ekstremt flot og også ret sejt, at lige ovre på den anden side lå Zambia. Nu mangler vi bare Nordtanzania og så har vi klaret grænser mod nord, syd, øst og vest. Så har vi gjort det godt.

På vej ned til vandfaldet

Ude ved kanten

Hele gruppen afsted med Peter O. som fotograf

De to fra Kipili

Vandfaldet lidt længere væk fra

Efter vandfaldet tog vi en bid mad og kørte hjem. Vejene var igen rigtig rigtig dårlige og vi havde da også lidt for spændende situationer. Efter sådan en omgang regn er de røde lerveje som brun sæbe og bilen kan skøjte rundt på et sekund. Vi vendte bl.a. en lille tur i bilen og var da også lidt for tæt på et træ på et tidspunkt. Sådan er det her :-). Efter 3-4 timers kørsel kom vi hjem til Sumbawanga, hvor Peters kone, Anne Lene, stod klar med super lækker dansk aftensmad til os. Der var da selvfølgelig også is til dessert! Da maden var spist kørte vi til konference centret, hvor vi fik det første varme bad i over en måned. Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men nej, vi har jo ikke varmt vand i Kipili.

Ind imellem to lastbiler

Smadret lervej

Vejen til Kalambo Falls

Mandag skulle vi så hjem med bus til Kipili igen og det blev da også til en længere rejsedag. Hvor den bustur normalt tager omkring 4 timer, så brugte vi 12 timer på det. Den skulle køre kl. 10, så vi var der kl. 09.30. Den var vildt forsinket og her har man ikke travlt hvis man er forsinket. Så den kørte først kl. 15.30. Så tog busturen også 5 timer da det også nåede at blive mørkt. Før vi var hentet og kommet til Kipili stod uret til kl. 22. Så var den dag da også gået!

Ellers er Cheke Chea lukket i de næste to uger, så vi har bare været sammen med Anton og Olivia og næsten alle børnene fra Cheke Chea nede på Eva og Jonas’ terrasse. Onsdag brugte jeg eftermiddagen på at rydde ud i køkkenet og få gjort rent der sammen med Mama Pepe. Vi slog 6 rotter ihjel og langt over 50 kakkelakker. Mama slog dem ihjel én efter én med en ildrager og gav dem til katten. Den var nemlig for mæt til selv at gå på jagt, men det kan jeg også godt forstå efter 6 rotter. Senere på dagen fik vi så besøg af et kæmpe tusindben på 15 cm i håndvasken på badeværelset. Den tog Mama Pepe altså også, for så seje er Henriette og jeg ikke endnu. Det samme gjorde hun med den slange, som lå udenfor vores vindue torsdag. Jeg kunne pludselig høre vagtmanden råbe nyoka, nyoka, som betyder slange. Før jeg kom derud havde Mama Pepe taget den med en ildrager også. En 70 cm lang grøn en af slagsen, men de er vist ikke så giftige. Dog er Henriette og jeg ikke rigtig nået til det punkt, hvor vi kan helt så meget som mama endnu, men vi kan da tage kakkelakker og edderkopper med hænderne – og åbenbart også være med i en rottejagt!

Dejligt tusindben

Slange udenfor

De næste dage står på meget rejse igen. Henriettes forældre kommer nemlig og besøger os i næste uge og tre uger frem. Dem skal vi tage imod i byen Iringa og derefter skal vi på safari inden vi ender i Kipili igen. Henriette og jeg tager bussen fra Kipili mod Sumbawanga lørdag og så har vi et par rejsedage foran os før vi møder dem tirsdag. Det skal nok blive godt!